Lykken er at sidde i stuen, med ørerne i køkkenet. At høre to arvefjender, der kun havde foragt tilovers for hinanden for et par år siden, gå rundt i køkkenet. Den ene laver morgenmad til begge, og den anden smører madpakke til eftermiddagens udflugt. De skal op i skoven, til campingvognen og lave køkkenhaveanlæget færdigt, nu hvor vejret er godt, og de forspirede grøntsager i bryggersvinduet har stukket hovedet op.
Strikketøjet, om lidt et færdigstrikket projekt, bidrager også til lørdagsfreden. Støvsugeren og alle de andre fra rengøringskompagniet må vente, bare lidt længere....