zeusstrik

home sweet home

Hjemme igen fra udlandsrejsen,til Croatien, vi kørte en elegant lille omvej hjem( det røg ud af Peters ører, så nu er jeg degraderet til passager) men hjem kom vi... Nogen der har kørt i Mûnchen i myldretiden, med diverse omkørsler og manglende skilte ??? På trods af køreturen havde vi en rigtig dejlig ferie. Jeg bringer dog lige en advarsel: tag ALDRIG en nyforelsket teenager med på ferie!!! Om hun så tigger på sine grædende knæ, kommer hun IKKE med næste år!!! Mennesket består af 90 % vand ikke??? Pernille er tørret ind til 10%.  Vi andre hyggede os og vi fik en rigtig vandhund med hjem. Emil plejer at tilbringe det meste af strandturene under vandet, mens Ida boede i sin badering, på tidligere ferier. De dage er forbi, her er hun med r.... i vandskorpen, i det utroligt klare vand, her er der tre meter til bunden.

Det var næsten for varmt at være på sightseeing, men vi fik dog set et par museer og des lige. Hende her mødte vi ikke "in person" men det er et billede af et billede.Der var mange håndarbejsrelaterede ting udstillet på de meget små museer vi besøgte og her er et lille udsnit af en montre med spinderedskaber.  Krigen der sluttede i 1995 var også "udstillet" med diverse plancher og billeder, hvilket fik mig til at fryse i varmen! Især da vi på en længere køretur, til en naturpark, var kommet igennem et område, der stadig var præget af krigens spor på huse og veje. Manden i huset vi boede hos, havde også været i krig og Emils nys indkøbte paintgunpistol blev skyndsomst gemt af vejen.

På vores ture igennem de små gader i de nærliggende byer, fandt jeg en garnforretning. Men den var lukket:( alle normale ( læs ikke turistorienterede) butikker havde åbent fra 9-12 og igen fra 16/18 til 20. Og der må være et hyggeligt liv i de små stræder, vi var enige om at der kunne leves et meget bohemeagtigt liv af unge kunstnere, studerende og levemænd/damer  i disse små huse, hvor man næsten kunne nå fra den ene side af gaden til den anden, hvis man strakte armene ud. Indgange til boligerne lå de besynderligste steder og med vanlig dansk butiksvindueskiggervane, var det svært ikke at komme til at se ind af døre og vinduer. Nogle af de små boliger så ud til at ha trappeopgange fra forrige århundrede, med stentrin og kampestensvægge.

Mine strandture blev tilbragt med næsen i en bog og noget på pindene. Det blev til 

1. Robert Goddards " den grønne bog" Spændende, men skuffende. Havde ventet noget mere indhold.
2. Maeve Binchy's "Quentins" Som sædvanligt en velfortalt sød hverdagshistorie med plads til smil og eftertanke.
3. Ken Follet's "London kalder" en historie om den dansk/engelske modstandsbevæglse, skrevet af en englænder. Velskrevet medrivende og god, men jeg kunne ønske at skurken havde haft en anden nationalitet end dansk. Tænk hvis resten af verden tror der var mange danskere med hang til nazisme og den tankegang...

Det blev også til 9 sokker og 2 halve bluser og jeg er ikke blevet solbrændt under hagen, gæt hvem der blev mobbet.     

alligevel

Mangen engang har jeg siddet som barn, med en ny og ubeskrevet dagbog. Følelsen af den helt nye bog,det glitrende papir, hængelåsen og den søde indbinding, forventningen om alle de sjove oplevelser, små hemmeligheder og sorger der skulle fylde siderne, var skøn. Men det blev altid kun ved de gode intentioner. Der gik længere og længere tid mellem den blev fundet frem og det løb lige så stille ud i sandet...Og her er jeg også nu. Bloggen har nogenlunde samme forløb. Det er pludseligt "besværligt" at skulle skrive, rette billeder til og inspirationen er lille, til de " kloge, vittige og indsigtsfulde" indlæg jeg drømte om at skrive.

Men jeg har besluttet at jeg ikke kan undvære min "dagbog".Overbevisningen om at lukke, gled mere og mere i baggrunden, da jeg, i ferien,  tog mig selv i at tænke: " det her må jeg fotografere til bloggen".  Ambitionsniveauet bliver skruet kendeligt ned og jeg lover intet om flittige poster eller skønne billeder. Ligesom alle andre , der færdes i min verden, må I ta mig som jeg er , fuld af skøre ideer, og ikke særlig konsekvent. Spørgsmålet er vel egentlig også om jeg skriver for min egen skyld eller andres, og jeg vælger det første.

Lukket

Nu drager undertegnede på ferie i de næste to uger. Forhåbentlig til varme himmelstrøg.

Jeg har farvet strømpegarn og har en plan om at undersøge hvor mange sokker man kan strikke på en biltur på 2000 km. Hvor mange kilometer man kan køre på en sok...Det gamle  opvindingssystem er fundet frem igen, det er ulig nemmere når garnet skal vindes i nøgler efter farvningen, at pindene kan flyttes med. Jeg vinder to nøgler garn op samtidig, uden "udviklingsproblemer", hvilket også har den fordel for de symetrifikserede:O) at man kan strikke to ens sokker.

Her er resultatet af farvedagen hos kathe og Idas hidsige sokker:

                                          

Så nu lukkes der ned for sommerferie, kaninen og kattene ( vores produktive kat har fået killinger IGEN i går, 5 små nuttede pelsklumper, for anden gang i år suk) er "sat i pleje" og familien er gået i feriemode. Om der lukkes op igen vil jeg overveje på  ferien, det er jo ikke en flittig blogger der sidder ved tasterne for tiden...

og et søm

Farvedag hos Kathe:

Ulla vinder strømpegarn op, der er valgt farver ,garnet er vitavrappet og klar til at blive dampet...Jeg har endnu ikke strikket af det, men her ses en anden sjatfarvet variant, farvet i fed. Da jeg ikke er den lykkelige ejer af et sektionsfarveopvindingsbrædt, har jeg opfundet mit eget, knagerækker tilføjet et søm , og endelig har jeg fået brug for mine knagerækker fra tiden med knagerækkestrik, hvilket aldrig rigtigt fangede mig.

Beviset på "hourglass sweateren" er her og en mere løssluppet udgave. Og mysteriet om jes kan løses hvis du er nysgerrig nok.