Farmors gamle lysekrone, i ny forklædning.
Jeg hænger meget ved gamle ting, som har været med i mit liv. Her i huset får vi nye møbler, når andre i familien gør. Jge kan ikke nænne at det skal smides ud. Og det VED min familie, når mine forældre er indblandet i flytninger og diverse, er det somme tider de beslutter at jeg ikke skal informeres før tingene er arkivert på genbrugspladsen, jeg har skrammel nok, og til andre tider ringer de bare efter mig, så ved de at der findes nyt hjem til skramlet. For i mine øjne er det ikke skrammel når det har været nogen kæres eje. Da jeg var yngre var "hadegaverne" til jul tit noget der faldt i mit skød, for de syntes det var så morsomt at jeg kunne li det gamle skidt . Feks har jeg engang fået en laset udgave af luthers lille katekismus, fordi jeg ønskede mig en bibel, og min farfars gamle briller fordi jeg ønskede mig solbriller. Sommetider var der andre ofre, som da min lillebror højlydt erklærede at han IKKE ville ha bløde pakker og fik et frosset rugbrød. Men det er en anden historie.
Lysekronen har hængt i farmors spisestue altid og da hun flyttede på plejehjem blev det min. Den var godtnok lidt dyster og mørk i træet, så der blev indkøbt hvid maling og nu er den saftsusme flot. At jeg så fik en ordentlig sk.. på fordi jeg er for kuldskær til at male udenfor og malingen bestemt ikke var vandbaseret, glemmer vi lige i farten. Men kors hvor nogle tømmermænd man ka få af sådan en malerdunst.
her ses den i oprindelig udgave.
Strikkeriet er i denne uge blevet til en flok dobbelte perler i Donegal tweed, yndlings garnet lige pt. En rigelig stor strikkeprøve denne gang, der bare magler et ærme.