Dette blogindlæg har spøgt i mit hoved de sidste dage. Næsten uanset hvad jeg skriver kan det næsten kun komme til at lyde forkert, men jeg har besluttet at være ligeglad og skrive lige fra hjertet. <<for lige nu er mit hjerte fyldt med en umådelig glæde, næsten på grænsen til tårer, og jeg er nød til at dele den med alle dem jeg færdes blandt, som formår at glædes med mig!
Jeg har altid haft lidt ondt i maven når andre mennesker omtalte deres børns sejre og høje karakterer. Mine børn er ikke af den slags der præsterer de store boglige karakterer. De indeholder fantastisk mange andre gode egenskaber, men som den store siger om hendes stærke sider : dem er der sgu ingen der kan sætte tal på. Ida og Emil har kunnet, når de gad, men det har ikke altid været der deres fokus lå.
Med fare for at nemesis kommer ramlende( og det er også en af de ting der afholdt mig fra at skrive ) så kan man vist godt sige at lige pt. så får mine børn de sejre de så rigeligt har fortjent!!
Alle som deler mit liv ved, at Ida har været en teenager, der har været ret utilfreds med tilværelsen, og har haft et temperement med en meget kort lunte. Hun har endelig fået den sødeste kæreste, fundet lidt mere fred i sit sind, og har gået op til eksamen med et resultat der ikke kunne blive bedre. Det tæller desværre ikke på det endelige bevis, men hun føler selv at hun er ved at være på rette vej, og DET er en glæde. Huer glad når hun ringer til mig, vi kan grine sammen mere end fem minutter af gangen. Vi kan hygge en eftermiddag i byen, uden sure miner, og mit hjerte glædesn når jeg kan se, at de sorger hun har båret på, kommer på afstand, og hendes sind lysnes.
Emil har valgt en håndværkeruddannelse i første omgang, og jeg er umådelig stolt af, at han trods sin udfordring, er gået den vej og aldrig har ladet sig begrænse i sine overvejelser i livet. I marts, da han blev udlært var der ikke just opsving i Danmark og jeg frygtede at han for en af de første gange i sit liv, skulle til at ha de nederlag, han hidtil har undgået. Han meldte sig hos et vikarbereau, og landede et par jobs. Han gik på med krum hals og mindsandten om han ikke er blevet tilbudt et job i Norge. En måneds vikariat med mulighed for fastansættelse, hans krav om hjemkomst som passede til vores ferie blev også imødekommet!! Inden han blev ansat blev der ringet til hans tidligere mester, og der blev forhørt om hans handicap. Det kunne ha såret den unge mand, men han valgte at ta det som en fordel, så skulle han jo ikke selv til at forklare og det var accepteret på forhånd. Jeg føler virkelig at jeg har fået fulgt et helt menneske ud i verden, og jeg kan ikke lade være Så stolt og glad på hans vegne.
Så kommer vi til rosinen i pølseenden og det der væltede benene væk under mig. Pernilles liv har indtil nu ikke altid været en dans på roser. De sidste to år hvor hun har gået på HF, har ikke været nogen undtagelse. Hun har haft dage, nogle gange uger, hvor arbejdsbyrden har været for stor for hende, og hun har ligget under dynen. Det er svært at være ordblind og samtidig være så blottet for selvtillid, som hun har været. Det var ikke uden sug i maven, at jeg vidste hun skulle til eksamen. Det sidste nederlag kom tre dage før sidste skoledag, da hun blev smidt ud af skolen pga fravær. Hun fik dog stor opbakning fra sine lærere og lov til at gå op til eksamen, uden spørgetimer og adgang til skolens intra, men dog ikke i fuld pensum. Og nu er det moderen praler !!! Den skønne unge dame, som aldrig har set en højere karakter end et 4-tal på sine beviser, har foreløbig scoret 5, og jeg skriver det lige igen 5, 10-taller i sine mundtlige eksaminer og et 7 tal i skriftlig dansk og et 4 tal i skriftlig engelsk!!!! Endelig har den lille svedske fået hvad hun fortjener!! Og hun er så glad. Hun vokser og vokser, får selvtillid så det ligefrem blomstrer ud af ørerne på hende. Det smitter af fra gang til gang, så hun til den sidste eksamen rent faktisk fik ambitioner, og selv troede på en pæn karakter… Hun ender med at få en eksamen som hun kan bruge til noget. Det havde hun aldrig selv troet. Jeg glædes, ikke fordi jeg nu kan blande mig i koret af stolte forældre med flotte tal ( jo sgu en lille smule ), men fordi min pige er GLAD og har fortjent det, mere end nogen andre jeg kender!!!!
Se det er glæde !!!